blive hende til Trøst i hendes store Sorg; men det blev langtfra saa. — Hun følte tværtimod Rædsel for dette Barn. Hun vilde ikke se det, endsige amme det. — Ingen i Bygden havde hørt tale om, at dette nogensinde før var hændt med nogen Kvinde. — Det var imod al Naturens Orden og mod Guds egen Befaling.
— Fra nu af stod der en stor Uhygge ud fra Vesterhusgaarden. Det var slut med Selskaber og Julegilder, slut med Slædefærder og Lystighed. Kom der en sjelden Gang en Fremmed tilgaards, stod ikke længer Vesterhusgubben foran Bislaget for at ønske Velkommen. Øde og mørk laa Gaarden og rugede over sine Gaader og sin dulgte Ulykke.
— Den eneste Gang, Folk havde seet Lieutenanten og hans Frue sammen, var da Barnet skulde til Daaben. Den Dag var Lieutenanten i fuld Uniform; den svarte, bustede Skaukar var vasket og klippet og stelt; igjen var han den unge elegante Officer med Uniformen som støbt over de sterke Lemmer.
Og Fruen bruste af Silke og Kniplinger; hun bar en høi hvid Paryk paa Hovedet, og paa hvert Kind havde hun en sort Skjønheds-
