aldrig talte de sammen. Damen sad altid ved Vinduet; hun vendte Ansigtet bort og saa ud, saalænge Konen var i Værelset. Men tittede den Gamle efter i Vinduet, naar hun gik derfra, var der ikke nogen der mere.
— Bygden spurgte og grov. Saameget fik de vide, at Lieutenanten var jaget af Kongens Tjeneste, og at Damen var med Barn. Der fortaltes vilde Historier om at det var Kongens egen Datter, Lieutenanten var kommet for nær. Andre forsikrede igjen, at det var med Kongen selv eller med en af Prinserne, Damen skulde have Barnet, og derfor var hun forvist herop, og saa havde de sendt Lieutenanten med, for at det skulde se ud, som om det var ham, der havde forsyndet sig.
Men hvilken Version man end fandt paa, saa var den lige lidet tilfredsstillende. Ingen kunde igrunden forklare, hvorfor disse Mennesker paa Vesterhus pludselig var blevne saa ulykkelige og saa liendtlige mod alt og alle.
— Sommeren gik og Høsten kom. I Slutten af Oktober fødte Damen en Gut. — Nu skulde man have troet, at dette vilde
