Denne siden er korrekturlest
Hun sprang hen til Hesten, som hele
Tiden havde staaet fredeligt og spist Græs
lige ved. — —
Men Villum holdt hende tilbage. — „Du maa ikke gaa fra mig, Emerentze. — Ikke endnu“ — hviskede han.
Da skreg hun igjen: „Slip mig!“
Og hendes forvildede Øine llagrede mod hans: — „Jeg er bange for Dig, Villum! Jeg er bange for mig selv og for Dig. Lad mig komme bort.“
Hun snakkede hæst som i Dødsens Angst, og da hun sad i Sadlen, sprængte hun nedover Veien; det var som om hendes Skræk smittede Hesten; — det spinkle ædle Dyr stormede afsted med spilede Næsebor og vilde Øine, — den var forfulgt, — den hørte Forfølgere hele Tiden tæt bag sig. —
— — —
Og rundt om stod den unge lyse Skov — festlig og frodig og blussende i den gyldne Junikvæld. —
