Da Lieutenanten vilde svare, holdt hun
Haanden for hans Mund. — „Nei, nei! Tal
ikke mere om dette! Slig har nu engang
Skjæbnen bestemt det for os to; det staar
skrevet i Stjernerne; — ingen kan forandre
det. Og om dette skal være sidste Gang jeg
ser Dig, saa skal Du altid vide, at jeg er glad
over, at jeg fik sagt Dig, hvor jeg elsker Dig.
Jeg er glad over at Du ved, at mit Hjerte
til min sidste Stund vil være Dit — hører Du
—! Kys mig, Villum, min elskede!“
Og medens Taarerne strømmede ud af begge hendes Øine, kastede hun sig ind i hans Arme — hendes Mund søgte begjærlig hans — hun forsvandt inde hos ham — og hun svimlede atter hen i et Dyb af vild Fryd og uendelig Sorg.
Med et rev hun sig løs; hun stirrede sig forvildet om; hendes Mund stod og blussede i hendes ligblege, forgræmmede Ansigt. „Min Hest —,“ hviskede hun. — „Lad mig komme bort. — Lad mig komme bort!“
Yr og hed rev Villum hende til sigigjen; — da Skreg hun.
„Nei! Du maa ikke! Lad mig komme bort.“
