hvileløs i de tomme Stuer og høre Urets langsomme irriterende Tik-tak — hun aarkede det ikke mere! —
En—to—tre Var hun klædt i Ridedragt, sadlede selv sin Hest — og saa bar det afsted udover Vei og Sti i vanvittig Galop.
Der var en deilig Befrielse i dette Stormridt — ah! hvor hun pustede ud, naar Hesten steilede høit op og Luften brusede forbi! Jo mere forvovent, desto bedre; — det var festligt at føle Faren nær ved — — —
Ja, ja! det var festligt at føle Faren nær ved!
Hun kom langt afsted opover den gamle Bygdesti, — der kunde hun være ifred, — der færdedes ingen Folk mere nu for Tiden. — Kanske smatt der en Fant over Veikanten nu og da; men den, som fór her, havde ikke god Samvittighed og holdt sig gjerne unda, naar han hørte Menneskene nærme sig. —
— Emerentze havde redet sin Hest saa træt, at den snøftede og stønnede og var blank af Sved. — Hun klappede den paa Halsen og lod den gaa i Skridt; — nu var hun selv saa meget roligere end før; det var bare saa dei-
