Nei, disse Sommernætter var uudholdelige.
— Den Længsel, der vaktes, — ak denne
søde ubændige Længsel! — Hvor hun skammede
sig over sig selv, i disse lyse Sommernætter!
Og hvor hun forfærdedes over, at
dette var Emerentze v. Egekrantz!
— Hun undgik sin Fader saameget hun kunde. Kjøbenhavnerreisen havde der ikke mere været Tale om; — Obersten havde etpar Gange forsøgt at bringe dette vanskelige Spørgsmaal paa Bane, — men hver Gang havde hun behændig bragt Samtalen ind paa andre Ting. —
— Saa kom der en Junieftermiddag — en stille vidunderlig god Dag efter mange onde Dage og Nætter. For første Gang paa længe kunde hun løfte sine Øine og se sig om — nei, tænk set Hvor Himlen var høi og sommerblaa og Sjøen fin og sommerblank, — tænk! hun havde jo ikke seet det paa meget længe — — Den Eftermiddag var hun ganske alene hjemme, — og da kom det med et over hende som en Slags Befrielse: Nu kunde hun ikke holde dette ud længer! Hun maatte bort for sig selv; — hun aarkede ikke mere at gaa
