Denne siden er korrekturlest
Jeg vilde sadle min vælige hest,
sprænge afsted til min bryllupsfest.
Foran skulde du kneise, min skat, —
inat!
Jeg skulde synge min stolteste sang,
jeg skulde kryste dig tæt i mit fang,
spore min ganger og svinge min hat, —
inat!
Messed da gjøgen med gyldensvans,
lun var da natten som ved sanktehans,
majgræsset hvisked, og bjerken sprat, —
inat!
