med bænke-raden. Dernede kom Anton Sørbærg og den unge digter; de gik tause, saa ned for at undgaa ham. Men han skraaed over, ropte til dem lystig: «God dag!» — vidste ikke hvorfor — Han angred ropet i det samme.
Det var, som ropet samled trevlerne i dem. De stansed op, saa ondt paa ham; det blikket gjorde saar og sky, kløved ham.
«Hvordan suser en norsk mo, De?» spurgte det fra Sørbærg — det gliste koldt rundt om.
Det retted sig inde i ham, det slog om i tør trods:
«Det er morsomt paa Karl Johan idag!» sa han i den lystige høie stemme fra før.
«Nja-a,» snøvled det tvilende. Halvfliret sved og øiet stak — det ledte magtsyg efter saare steder.
Herman Ek retted sig mer:
«De har vist faat ris idag,» lo han og nikked til den unge forfatter. «De har endda seig graat i ansigtet.»
Sørbærg kom nærmere:
«Nja, synes De nu egentlig, noget sted i verden er morsomt da De — hva?»
