tynged! der maatte hedere, raaere trang til end hendes! blod som brandt, aarer som slog hidsig! fryd over det som skifted, fryd over safter, som gærte vildt — vildt! — —
Han svinged op en sidegade fra havnen. Her var saa rigt og saa stille rundt om ham; sommeren laa der jo næsten i by! sol som sitred derhenne i parkbirkens saftblanke blad; — døsige pianoers klunk opover gaden fra de aabne vinduer, fjernt og barneglad. Sommeren laa der jo alt! — —
Der var eftermiddag over Karl Johansgade.
Frisk rød singel; legende trip fra lette fødder; stille sol, som stod bagom Dronningparkens runde trær og gled ned i himlen bag slotsportalens bue.
Folk strømmed; sløifer vifted; kjoler strøg. De skyndte sig hjem til middag. Militærmusiken slentred fra hverandre med messinginstrumenterne under armen. Og den friske røde singel laa alene; bare den blaarakede løitnant gik endnu langs universitetet og stirred paa sine sko, om de nye vide buxer sad.
Herman Ek blev gaaende op og ned langs
