ved aabnes en Mulighed for Smaafolk at erhverve beskedne Stykker af ægte Kunst til Glæde og Opdragelse for sig og sine.
Nu burde hvert Menneskes Individualitet og Kulturtrin komme til at bestemme, hvilke Malerier der samles hos ham; og følger han med i længere Tidsrum, vil man i selve Samlingen se hans Udvikling afepeile sig i gode Billeder og slette om hinanden.
Men man skal vogte sig for at le eller spotte over de slette; thi disse er de dyrekjøbte første, disse stygge og gammeldagse Billeder, som blir hængende selv i Huse, hvor der kommer gode Malerier efterhvert, de betegner Udviklingens første Stadier. Og derfor kan det ikke nytte at tviste med Eieren om deres Værd. Thi i hans Øine bevarer de en Erindring om den Glæde, de i sin Tid bragte ham; og om han end meget godt kan se, hvor langt de staar tilbage for, hvad hans mere udviklede Kunstsans nu forlanger af et Maleri, saa vil han dog ikke — hvis han er en klog og uafhængig Mand — forvise de gamle Billeder fra sin Stue.
Thi det er i Sandhed ingen Skam at have udviklet sig.
Men den overdrevne Frygt for at tage feil med sin Beundring er i Virkeligheden som et Slags Meldug, der lægger sig paa Folks Kunstsans.
Og i denne Sygelighed, hvori mange gode Spirer forkrøbler, er Malerne for en stor Del selv Skyld netop ved sin Mangel paa historisk Ærbødighed, der bringer dem til at overse, at Folket med Nødvendighed maa passere Mellemstadierne.
Baade Kunsten og Kunstnerne er lidet tjent med, at Udviklingen overspringes. Man kan vistnok ved den før omtalte Theori: Forstaar du ikke det, saa er du en Tosk — ad den Vei kan man vistnok skræmme sammen en trofast Flok af Beundrere; man kan lære dem hele Jargonen og hele Foragten.
Men seet fra Synspunktet Kunstsans er denne forholdsvis lille Skare ikke det mindste mere værdt end den store Masse forstokkede, for hvem Bedømmelse af Kunst ikke er en Fredens Syssel, men en vild og ilter Kamp.
Skal det vedblive at gaa saaledes for sig, at den i Øieblikket nye Kunst forlanger den ældres Henrettelse og Udstrygelse, og den ældre Kunst paa sin Side forlanger den nye opbrændt eller ophængt i Dolhuset — saa blir vi staaende hvor vi staar — røde i Kammene som Haner, sinte og ophidsede istedetfor nydende og forstaaende.
Men skal Folket faa Mod til at følge med i Beundring og Forstaaelse af Kunst, maa vi indprente os alle, at det høieste er at forstaa alt uden nogen absolut Forkjætrelse eller Overrosen af nogen enkelt Periode.
