ved undtagen dette: at han drages imod det, — ligesom Ungdommen imod den ukjendte Elskov.
Og hans Tanker, som et Øieblik bar sluppet Dagens Slid og Bekymring, vender forfriskede tilbage, naar han en Tid har stirret paa sit lille Toskillingsbillede. Thi ligesom hans Legeme ingenlunde skulde kunne udholde Slidet uden Søndagens Hvile og Belønning, saaledes samles der ubevidst en ny Lyst og en ny Arbeidskraft, naar Tanken og Fantasien har taget sig en Frisendag ud i det saakaldte Unyttige.
— Saaledes ser Kunsten ud, naar den første Gang stiger ned til de aller ukyndigste og viser sig som et Toskillings-Skilderi paa den nøgne Væg, — akkurat som Vorherre og Sct. Peder i Eventyrene, naar de gaar fra Dør til Dør som Betlere med Tiggerposen fuld af Alverdens Herlighed.
Saa gaar Manden og glæder sig over den pene rosede Maling eller over den fine Dame med en rød Pære i Haanden. Han gaar kanske med Sindsro gjennem Spot og Grin af dem af hans egne, der synes, det er noget Skidt og Skrab — ja næsten Synd og Kjødslyst med slige malede Billeder.
Men saa kommer Byfolket — de, som jo forstaar det; og — er han da meget uvant med sligt, saa viser han Billedet frem med Stolthed. Men hvor bliver han ikke kold nedover Ryggen, naar de gab-ler og spotter og gjør Nar. Og selv om han selv ingenting siger, men bare lader dem snuse omkring, hvor føler han ikke, at de fniser og griner bag hans Ryg over disse skrækkelige Skilderier, som er hans hemmelige Fryd, hans ukyndige Hjertes oprigtige Offer til det store Ubekjendte.
Og lad saa en Maler komme! en af de rigtige, som ved Dagens Besked!
Hvor maa det ikke knuge ned og sætte Manden uendeligt tilbage, naar en Extra-Sagkyndig, som har været i Udlandet og Paris netop for at lære sligt, naar han siger, at denne fine Dame i blaa Kjole med en rød Pære i Haanden er det afskyeligste Skrab, værd til at brændes eller kastes lige paa Mittingen.
Han blir ikke sint; men dybt modløs. Og naar han saa sidder igjen med sine Skilderier, vil han føle sig plyndret for det lille, han eiede udenfor Strævet.
Og Manden har Ret. Han er plyndret paa den lumpneste Maade.
Thi Røveren har ikke blot taget det lidet, han havde; men ligesom Vandalerne, naar de trængte ind i Romernes luxusfyldte Paladser, ikke nøiedes med Byttets Værdi, men glædede sig ved at gruse og knuse Krystal og Marmor, saaledes har den Sagkyndige
