i sin Ukyndighed knust og ødelagt de Spirer, som netop skulde blevet den Kunstsans, hvoraf han selv er saa stolt og overlegen.
Men hvorledes skal nu de af os, som ved Besked, undgaa at blive Røvere?
Der er kun én Vei — der, som overalt — Kundskabens besværlige Vei til Ærbødighed for det lille som for det store, for det gamie som for det nye.
Begynder man overfor et Toskillings-Skilderi med at sige, at Billedet ikke er saa galt i Forhold til sin Pris, saa har man for det første sagt en Sanning, som er fast og urokkelig, og for det andet har man aabnet en Mulighed til en fornuftig Samtale med Manden.
Thi nu kan den, der har Kundskab nok, forklare, hvorledes disse Skilderier fabrikeres, hvorledes Farve klattes paa uden mindste Hensyn til Lys eller Skygge, hvorledes hele Arbeidet for den Pris maa blive skjødesløst og ringe.
Men dersom man vil spendere 12 Skilling, saa kan man faa et Billede, hvor Tegningen er renere og Farverne meget smukkere.
Ja — høiere og høiere gaar Kunstfærdigheden; der er Billeder til mangfoldige Kroner, hvor du tydelig kan se hele Riggen paa Skibene og indtil Manden, som staar tilrors med gul Sydvest.
Aa — den som havde Raad til sligt!
Ja, det er saa underligt med den Ting. Faar du først Øinene rigtig op, saa er det ligesom du finder Skillingerne ogsaa. For naar de ikke længer tilfredsstiller dig, de Toskillings- og heller ikke de Tolvskillings-Billeder, saa gaar du forbi saa mange slige uden at kjøbe, at du ligefrem „lægger op en Kapital“, som du saa en vakker Dag — det gaar næsten af sig selv — en vakker Dag finder du, at fem Kroner ikke er for meget for et rigtig flnt Olietryk med forgyldt Ramme.
Dette er nu en Stund Toppunktet indtil du opdager Magen og Magen igjen, hvor du kommer langs den Vei, som Billed-Kolportøren har draget. Og ser du nøie efter, opdager du ogsaa her, at Farven er klattet paa med en Maskine; det smukke Landskab med en rødgul Aftenhimmel er ikke malet af en, som sad der og beundrede, hvor vakkert det var; men det hele er lavet op i en Malerpotte og sat paa Papiret med en tankeløs Maskine, der gaar rundt og laver Malerier som et Trøskeværk.
Det er noget uægte, noget Stads uden Værd, som Folk tilslut skjæmmes ved, naar de faar Kundskab om den ægte Vare.
Thi overalt mellem Menneskene er der noget ganske eget og aparte ved det, som er ægte; den, som kjender Diamanten, foragter det slebne Glasstykke; den, som i sin Sorg faar et Ord af Deltagelse,
