„Ja du kan ikke vente dig andet,“ sagde Sara, „det unge Menneske
har vel ikke lært bedre hverken af sin Moder eller af dig.
Saaledes som I saa, skulle I og høste. — Vil du, at jeg skal skrive
til ham?“
„Ja — du skal rigtig have Tak Sara, ifald du vil,“ svarede Jacob Worse glad; „det vilde være en stor Lettelse for ham.“
Overhovedet var det utroligt, hvormeget Sara forstod sig paa, og hvormeget hun fik forandret og sat i Orden i Huset, da hun først tog fat. Det kunde ogsaa behøves; thi der var naturligvis meget Sløseri og Uorden i en Husholdning, hvor der ingen Husmoder var og en Mand, som fordetmeste var fraværende.
I de første Uger efter Bryllupet havde Sara ikke interesseret sig for nogetsomhelst. Da hele hendes halvt udviklede Ungdom, hendes forkrøhlede Ønsker og spirende Haab saaledes med en Gang blev ubarmhjertigen nedtraadt, faldt der ligesom et mørkt Tæppe ned midt foran hende, som skjulte Livet og ikke levnede anden Udsigt end at fries ud af det hele ved en salig Død.
Men en Dag var der vaagnet noget nyt i hende.
Hun kom hjem fra nogle Indkjøb i Byen og traf Moderen ifærd med at rydde op nede i hendes egne Stuer, stillende Stolene tilrette langs Væggene og spredende sine smaa Bøger udover Bordene.
Da Sara traadte ind, sagde Moderen, — og hendes Stemme var ikke fuldt saa sikker som ellers: „Jeg tænker, vi holder Forsamling hernede i dine Stuer; her er dog rummeligere og lysere.“
„Har du spurgt min Mand?“
Min Mand! — det var første Gang; og de to Ord lød saa sikkert og solid, at Enken uvilkaarlig for sammen.
Sara tog sig ganske rolig for at samle Moderens Smaabøger til en liden Houg, som hun lagde paa Stolen ved Døren, stillede et Par Stole tilbage paa sin rette Plads og sagde uden at se op: „Jeg vil ikke holde Forsamling i mit Hus uden at have raadført mig med min Mand.“
„Deri gjør du visselig Ret — kjære Sara,“ svarede Madame Torvestad meget venligt, men Læberne dirrede, „og det var kanske mindre vel betænkt af mig. Jeg haaber, I kommer over til os iaften?“
„Hvis min Mand vil.“
Dermed gik Moderen og tog sine Bøger med sig.
Sara pressede sine Hænder mod Brystet; thi saa stille det end var gaaet, saa vidste de dog begge, at det havde været en Kamp, et Oprør, og Datteren havde seiret over Moderen.
Sara blev staaende en Stund og saa henover de solide Mahognimøbler, Gardinerne, Speilene, Nøgleskabet, hvortil hun selv havde
