Men det blev endnu værre, da hun uden at sige et Ord tog
Karaffelen bort fra Bordet; han var vant til en Middagsdram.
Imidlertid indlod han sig ikke paa Indvendinger. Randulfs stærke Marsala virkede efterhaanden, og han var ikke saa sikker paa sin Tunge, at han vovede nogen længere Tale. De spiste derfor i Taushed, og han lagde sig som sædvanlig paa Sofaen i Dagligstuen, for at sove Middag.
Ellers sov han en knap Time; men idag vaagnede han ikke før Klokken fem; og han blev ganske forvirret ved at finde sig indsvøbt i et graat Tørklæde; paa Stolen ved Sofaen stod en stor Skaal med Havresuppe.
Han laa stille og betænkte sig en Stund.
Hovedet var tungt og Hukommelsen besværlig og hullet. Han mindedes udmærket godt, at der stod et Par Gutter og lo af ham, da han behændigt hoppede over Trappestenen udenfor Brødrene Egelands Krambod, og at han stærkt havde tænkt paa at opsøge Politimesteren selv, for at melde dem; endvidere saa han tydelig for sig en Karaffel, der fjernede sig og forsvandt i et Skab; men derefter havde han bare et ubestemt lyserødt Indtryk af Toskerogn.
Han vilde stige op; men idetsamme kom Sara ind fra Spisestuen: „Nei — nei! du er syg; du maa blive liggende.“
„Aa Snak — Sara! det har ikke noget at betyde. Det var bare, ser du, fordi —“
„Jeg vil hente Mor,“ sagde hun og gik mod Døren.
„Nei — nei! — hvad skal vi med hende! — saa skal jeg da heller blive liggende, naar du plent vil.“
Han lagde sig igjen, og hun rakte ham Havresuppen.
Den smagte s’gu godt i hans slappe, tørstige Hals; han takkede og vilde tage hendes Haand, men fik ikke fat paa den.
Hun stod bagved ham og betragtede hans graa Hoved, og det var heldigt for ham, at han ikke saa hendes Øine.
Skipper Worse laa da den hele Dag paa Sofaen og fandt sig noksaa godt i det — medtaget som han var efter den ubehagelige Formiddagsrus. Men den næste Dag var han kvik igjen. Dog vovede han ikke at spørge efter Karaffelen; den var borte og kom aldrig igjen.
Fra sin Søn Romarino fik Worse et meget ubehageligt Brev. Den unge Herre udviklede, hvilken Daarskab det var at tage en Kone i en saa fremrykket Alder, ligesom han ogsaa temmelig uforbeholdent beklagede sig over det pekuniære Tab, han — Romarino — derved vilde udsættes for.
Worse blev sint og rakte Sara Brevet; hun læste det, mens han gik op og ned i Stuen og brummede.
