„Nei — Gutten min! det var ikke rigtigt. Du svarede paa et
andet Spørgsmaal; paa hvilket Spørgsmaal var det, han svarede?
kan nogen sige mig det?“
„Om Englene,“ raabte en liden rødhaaret Gut nede ved Ovnen.
„Rigtig — Jens Hansen! Englene ere tvende Slags nemlig gode og onde; men Gud er kun én — ikke sandt? Ole Martinius?“
„Ikkun én eneste Gud,“ svarede Ole Martinius Pedersen, som var en af de bedste paa den lange Bænk.
„Hvorledes har det guddommelige Væsen aabenbaret sig i Skriftens Ord?“
„Som et eneste Væsen: Fader, Søn og Helligaand, hvilke dog alle ere ét og kaldes den hellige Treenighed.“
„Kan vi vel med vor Fornuft begribe dette, at Gud er en og dog tillige tre?“
„Nei; det er langt over — skjønt ikke imod vor Fornuft; derfor er det en Troes— og ikke en Fornuftsartikel; og Gud var ikke Gud, om han af vor Fornuft kunde begribes.“
„Det var meget godt — Ole Martinius! du kan dine Ting, naar du bare betænker dig. Nu du — Mons Monsen! Er da de Ord: Fader, Søn og Helligaand trende adskillige Navne eller Egenskaber i Gud og intet andet?“
„Jo! — det er mere end blot Navnes eller Egenskabers Adskillighed; thi enhver af dem tillægges noget særdeles, som ei tilkommer de andre.“
„Ikke saa fort — Gutten min! — Hvori bestaar denne Adskillighed?“
„Ikke i Væsen, som sagt er“ — svarede Mons Monsen i rivende Fart og uden Stans ved noget, „— ikke i Væsenet, som sagt er, mæ men Ordet som er forenet med Vandet —“
„Nei, nei — Mons! nu kommer du opi noget andet: pas nu paa: ikke i Væsenet, som sagt er, men i visse —“
„— men i visse personlige, indvortes Gjerninger, saa — saa — saasom Klæder, Sko, Mad og Drikke, Hus og Hjem, Ægtefælle, Børn, Mark, Fæ —“
„Nei — nei — nei — Mons! — nu er du igjen borti noget andet; — som tilkommer —“
„— som tilkommer enhver af dem for sig; nemlig Faderen, som er af Ingen, føder sin Søn af Evighed, Sønnen fødes af Faderen, og den Helligaand udgaar fra dem begge. Alt dette er baade vist og sandt —“
„Nei — nei Mons! alt dette er Troens —“
