Undertiden var de jo betænkeligt enfoldige, og Provsten Sparre
følte sig ofte generet af Latinskolens Disciple, som sad færdige til
at kvæles af Latter. Derfor var han ogsaa lidt kold og tilbageholden
mod Abraham i de første Dage.
Abraham var usædvanligt voxen til at være Konfirmand, og Provsten havde ikke hørt godt om ham; hans Moders Fritænkeri var desuden bekjendt nok.
Men efterhaanden fik han et bedre Indtryk af den unge Løvdahl; han var ærbødig og alvorlig og fortrak aldrig en Mine, naar der svaredes borti Væggene fra den lange Bænk. Derimod var han opmærksom med at hjælpe Provsten med Frakken, bringe Bogen opslaaet og styrte paa Gulvet, naar Blyanten faldt ned.
Og tilslut fandt Provsten, hvem disse Timer med Konfirmanderne var en Tortur, et vist Behag i at have den velopdragne unge Mand saa nær ved sig. Og der udviklede sig fra Gang til Gang etslags venskabeligt Frimureri mellem Provsten og Abraham, saa at de vexlede Øiekast, naar der forefaldt noget under Examinationen, eller Provsten mumlede et latinsk Citat, som Abraham besvarede med et diskret Smil — enten han forstod eller ikke.
Forberedelsen til Konfirmationen blev derfor en Fornøielse for Abraham. Det var allerede morsomt at gaa fra Skolen to tre Timer midt om Formiddagen, og naar han sad ved Provst Sparres Katheder, havde han en behagelig Fornemmelse af at være den første.
Fra Skolen kunde han hele Pontoppidans Forklaring udenad; saa han vidste intet om det uhyre Arbeide før og den kvælende Angst under Examinationen, som gjorde de vildeste Gutter fra Almueskolen blege og stille med opspilede Øine.
Hvad der for dem var deres vigtigste Livsbegivenhed, et Naaleøie at arbeide sig igjennem med den største Anstrængelse af alle Evner, — det var for ham ingenting, som kunde anstrænge, idethøieste kunde det blive kjedeligt.
Men det blev det altsaa ikke ved hans gode Forhold til Provsten; og naar han en enkelt Gang blev examineret, forlod de gjerne Pontoppidan, og det blev mere som en Samtale om theologiske Materier mellem en ældre og en yngre, medens de andre sad og gabte eller læste under Bordet paa det følgende. —
— Provsten Sparre examinerede i den anden Part: Troens Artikler.
„Ole Martinius Pedersen kan du sige mig, hvormange Guder er der til?“
„Tvende Slags nemlig gode og onde,“ svarede Ole Martinius Pedersen i en Fart.
