De sad til to om Lørdagen, ellers slap de Klokken et.
Omsider kom gamle Overlærer Bessesen puslende med Galoscher, Regnkappe, Paraply, Handsker og Pulsvanter. Hans Indtræden i Klassen gjorde ikke det mindste Indtryk. Abraham sagde bare ganske rolig: „Se saa! — der har vi det gamle Pindsvin,“ og Morten vedblev at stelle med Ovnen.
Først da Overlæreren havde pillet af sig og var kommen op paa Kathederet, gjorde de unge Herrer Mine til at gaa paa Plads, og Undervisningen begyndte.
„Vil du begynde — Abraham Løvdahl,“ sagde Pindsvinet, efter at have undersøgt sin Lommebog, hvori han indførte Karaktererne.
„Jeg havde saa ondt i Hovedet igaar, saa jeg fik ikke læst Græsken,“ svarede Abraham bedrøvet, men freidigt og oprigtigt.
Marius gjorde store Øine.
Den Gamle smilte og virrede lidt med Hovedet og fandt saa en anden, som han kunde examinere.
Overlærer Bessesen havde troligt drysset Støv i mange Aar og holdt sit 25 Aars Jubilæum for længe siden. Hans Omraade var ikke stort; men der var han sikker som Laas.
Af Græsk vidste han paa en Prik, hvad der fordres til artium; han kunde paa Forhaand sige, hvilke Spørgsmaal der vilde blive Examinanden forelagt ved hvert enkelt Stykke af de lovbefalede Forfattere.
Og dette fik han langsomt, men nogenlunde sikkert bibragt de bedste af sine Elever; de andre var det ikke saa farligt med, da de ikke bleve dimitterede fra Skolen.
Han sad saa liden og indskrumpet, at han næsten blev borte i sin egen Frak; Hagen sank helt ned i Bogen, og det tætklippede rødgule Haar strittede ud til alle Kanter, medens han kun sjeldent løftede de rødkantede Øine udover Kathederet.
Thi han var en fredelig Lærer. Om nogen sad med Oversættelsen ved Siden og læste op af den, eller om der hviskedes og fuskedes over en lav Sko, han hverken saa eller hørte. Et langt Livs Erfaring havde lært ham, at det ikke lønner Umagen at rode op i saadant; og det gik desuden saa meget bekvemmere, naar de daarlige fik lidt Hjælp.
Han var imidlertid slet ikke sløv; den mindste Feil eller Usikkerhed ramte hans Øre; han fór op, somom han havde stukket sig, naar nogen tog feil af imperfektum og aoristus; men forresten kunde der være alskens Liv og Lyd i Klassen, naar det ikke blev altfor galt.
