Ja — det var godt nok altsammen; de var jo alle saa velvillige
mod hende. Men se alligevel, hvor underligt han ligger og gnider
sig i Tindingen.
Ved Halvaarsexamen kom Abraham et Par Nummer op; men al Marius’s Latin kunde ikke forhindre, at den lille Professor dumpede helt ned forbi Morten Bagstræver og blev Fux paa Partiet.
Det blev endogsaa sagt af Læreren i Mathematik, at hvis han ikke i næste Halvaar gjorde ganske overordentlige Fremskridt, saa skulde han sidde igjen og ikke komme op i 4de Latinklasse.
Abraham var langt fra flittig; men det hjalp, at han havde sat sig i Hovedet at trække Marius med; og da han lærte let, var det nok for ham, at han gjennemgik Lexerne en Gang. Marius derimod maatte læse, ligefra han slap af Skolen og til han gik til Abraham, mangengang efterpaa ogsaa.
Deres klassiske Uddannelse var nu naaet saa vidt, at de havde Latin i ni og Græsk i fem Timer om Ugen. De havde forladt Fædrus og Cæsar, for at forfriske sin Aand med Cixeros Tale om Alderdommen. Og efterat deres unge Tunger vare bøiede til anden Klasse af Verberne paa mi efter Curtius, vandrede de med Xenophon fem smaa Parasanger om Ugen ind i det guddommelige Hellas.
Den bredte sig — Skræppeskoven i de unge Hoveder. Lidt efter lidt udslettedes Forskjellen mellem det, som var morsomt at lære, og det, som var en Plage. Altsammen blev paa det nærmeste jævnt ligegyldigt for dem, kun rangeret efter den Vægt, Skolen lagde paa Faget.
Alt, hvad der i Undervisningen hist og her kunde findes, som refererede sig direkte til Livet og til Verden, saaledes som den er, det sank betydeligt. Og op paa Høisædet kom lange Processioner af døde Ord om døde Ting; Rægler og Ramser, der pluggedes ind i de møre Hjerner, for til evige Tider at optage Pladsen; fremmed Lyd fra et fremmed Liv; ældgammelt Støv, som samvittighedsfuldt dryssedes overalt, hvor den saftrige Ungdom viste en fugtig Plet, som kunde holde paa Støvet.
Det er en haard Tid — Abrahams og Marius’s Alder — fra fjorten til femten Aar. Øinene aabne; en Spørgelyst umættelig som en Gutteappetit, kløende værre end Mæslinger; en vaagnende Evne og Vilje til at forstaa alt; en flammende Trang til at erobre Verden og det, som er bag Verden og bag derigjen, — og saa Støv! ældgammelt, extrafint Støv drysset i hver fugtig Pore, drysset over hvert spirende Spørgsmaal, drysset Over hver eneste Spire, som ikke er en Skræppespire.
