let som dun, og vinden glattede stien ud fortere end han kunde skuffe.
Inde i småhaverne så der traurigt ud. Trærne stod sorte og afpillede og rystede med alle grene; det kunde endda gå an med de seige, knortede frugttrær, de greiede sig så nogenlunde. Men etsteds stod der en lang opløben poppel, og den vred sig så ynkelig i stormen og svajede så fortvivlet frem og tilbage, at det var en ynk at skue.
Af bedenes blomster så man endnu kun topperne af enkelte forglemte solsikker og georginer, — ellers var alt glattet ud til en renfeiet flade.
Udenfor en villa sad en liden fed bronceengel i sne til midt op på maven og skjelede melankolsk ind til en ung mand bag et vindu i villaen.
Den unge mand var studiosus medicinæ Nils Bang, der stod og funderede paa, om han virkelig skulde rigge sig ud i ordentlige klæder og støvler og stampe sig frem til universitetet eller blive rolig hjemme i sine deilige lune stuer.
Han var virkelig sterkt fristet til at skulke unna; — og desuden var det sidste dag før ferien, så det ikke var så farligt endda. — —
