— — Det knittrede så koseligt i kakelovnen
— et gammeldags bæst, som slugte
birkeved i enorme masser, men ikke kunde
fordøie kul og kokes. Alligevel var den nu
hyggelig at have derinde i krogen. Den passede
så godt ind i den gammeldagse stue, — så
lav under loftet og møbleret med solide, men
antikverede mahognymøbler.
Idag var stuen så mørk, at der faldt et sterkt ildslys henover gulvtæppet, endda det var midt på dagen. Bang havde maattet sidde helt henne ved vinduet for at kunne læse, og selv der var der knapt med lys fra den skidne brungrå luft udenfor.
Nei — han gad ikke gå ud; han befandt sig så vel i sine tøfler og sin rummelige hjemmejakke; — den tanke at skulle iføre sig fuld puds for at tørne ud i dette modbydelige veir, var altfor skrækkelig. Dermed basta! —
Han stoppede sig en pibe — en ærværdig merskumspibe med mange sølvbeslag — ringede på pigen og satte sig henne ved vinduet med en avis.
Lidt efter tuslede der udenfor gangdøren, og en tyk liden kone kom langsomt ind og spurgte, hvad det var.
«Hør, Anne Grethe,» sagde Nils Bang, «jeg
