cancelliraaden ved. «Javel er vi nordmænd — vi er i den grad gode nordmænd og borgere af det hele Norge, at for os er det af ringe betydning, hvor vi er født; vi er hjemstavnsløse. Vi er loyalere og mere trofaste undersaatter end Hans Dahlbye og hans fæller. Det bliver der sandsynligvis fuld anledning til at vise med aarene. — Men tænk saa paa, at de eier gaard og grund i landet, og de vil være de første i sin kreds som deres fædre før dem. Og saa kommer vi. Med kongelig majestæts rangforordning som en glorie om panden og lovbogen i haanden kræver vi skattens mynt, lydighed og respekt af dem. — Skattens mynt knurrer de over, men rykker ud med den. Lydigheden, som loven fordrer, colliderer med den patriarkalske myndighed, de har øvet i sine grænder. De underkaster sig dog — tilsyneladende, de er nødt til det, men begaar overtrædelser i smug og er stolte for hver lovparagraf, de krænker. — Men rangforordningen og respekten, den bøier de sig ikke under. Dét er deres ømmeste punkt, dér saarer vi lidt mer end deres forfængelighed, nemlig deres barbariske æresfølelse.
De har ikke villet give efter, og vi har ikke villet give efter, og saa har vi sat dem udenfor. Og de føler sig sat udenfor i det samfund, hvor de eier gaard og grund, ikke bundet til det, men kun til slægten og i høiden til sine sambygdinger. Men vi trænger os med overmodig pukken paa vor stand ogsaa ind i deres egne bygder og trykker dem tilside dér — — —
Jeg talte om ansvar. — Det vil engang hænde, at enten vi eller efterslægten maa bære følgerne af dette, og at de vil være tirret for længe. Vi faar haabe, at de omsider vil søge at tage magten tilbage, og at de da maa være stærkere end vi. Da vil statens piller rystes;
