os tilgivet, at vi havde været tilstede ved klammeriet.» Del klang som en dæmpet, men eggende trudsel.
«Smagløsheden har sit naturlige hjem i disse afstængte bygder uden kjøbstæder, selvraadigheden ligeledes. Imidlertid er jeg forvisset om, at den første vil minke ved oplysnings udbredelse — hvad den sidste angaar, er jeg ikke saa sikker paa det. Selvraadighed, forstaar De, gror frodig dér, hvor de, som skulde holde den itømme, bliver seet paa som en fremmed regerings fremmede udsendinger. De, vi taler om, bemenger sig ikke med svensken for guld og vinding. — Andre gjør det, kræmmersjæle og velagtede folk, der ellers smyger sig logrende om øvrighedens ben og bruger høiforræderske forbindelser som paaskud til smugleri og lignende. — Nei, de indlader sig med ham for at plage og skade os, for moro skyld: svensken er modgift mod os —»
«De sigter til danskehadet. Jeg tror aldeles ikke derpaa,» sagde Lehmann fornærmet. «De fleste af os, som skal være saa daarlig likte, er gode, indfødte nordmænd, og Winterfeldt stammer endog fra Oplandene, mens etatsraad Falsen, hvem bønderne vist oprigtig sørgede over, var dansk af fødsel. Desuden er vi alle undersaatter af den dansk-norske stat —»
«Jeg skal fortælle Dem noget,» smaalo fogden. «Jeg har en staldkar, som er gift med amtmandens tidligere stuepige. Kjærringen vilde lære sønnen deres fadervor efter bogen, og manden sad og hørte paa en stund. Men saa slog han i bænken: Fanden steike dig, Grete, lære du ongen aa danske! — Hvad siger De om den — om hjertelaget i den? Og det er blevet et formeligt ordsprog efter ham.»
«Naa, det er ikke slig, at vi ikke er nordmænd,» blev
