Af det, der ligger i pereferien af denne mangeartede virksomhed, er særlig Wergelands arbeider paa det sproglige og historisk-topografiske omraader at nævne.
Efter sin teologiske embedseksamen havde Wergeland uddannet sig som skolemand, han praktiserede som saadan 1806—1812, da han kom i geistligt embede,[1] men vedblev al sin tid at nære filologiske og pædagogiske interesser. Paa ét punkt forbinder disse interesser sig eiendommelig med en af hans livs bestemmende sympatier: hans kjærlighed til fransk aandsliv. Denne kjærlighed bragte ham nemlig til at sysle ivrig med fransk sprog, og Udbyttet af sine studier.nedlagde han i et større verk, „Den franske Stilist“, en bog, der baade kunde tjene som grammatik og parleur, med praktiske vink og anvisninger.
Wergeland viste ogsaa paa anden maade sin forkjærlighed for det franske sprog. Blandt hans „Smaae Poesier“ er der flere franske digte, paa et nær med dobbelt version: fransk og norsk, og den franske er i alle tilfælde den mest vellykkede.[2] Ogsaa i sin humoristiske samling „Fra Havre de Grace“ finder han fornøielse i at gjøre franske vers.
— — Mens Wergeland opholdt sig i Kristianssand, maa han ha været særdeles virksom. Skjønt han paa denne tid, som vi ved, deltog livlig i selskabslivet, har han ved siden af sin skolegjerning og sin senere geistlige stilling fundet leilighed til at gjøre omfattende studier: fra disse aar har vi, foruden hvad der tidligere er nævnt, et større arbeide, en historisk beskrivelse af Kristianssands by. Dette verk blev aldrig udgit; først i 1882 meddeltes enkelte særdeles interessante brudstykker i „Historisk Tidsskrift“ af professor L. L. Daae. Verket som helhed foreligger som haandskrift i universitetsbibliotheket. Den sagkyndige dom om dette er meget
- ↑ Udnævntes 11⁄11 1811 til res. kapellan i Øiestad, men tiltraadte ikke da han allerede 3⁄1 1812 blev res. kapellan Ved Kristianssands domkirke.
- ↑
Sjælens Udødelighed. Liv efter dette — en evig Salighed, evig Roe?!
Ja — jeg troer det og tvivler af følgende Grunde:
Altfor ulykkelig Var jeg, om jeg ei kunde troe,
altfor lykkelig ogsaa, om jeg ei tvivle kunde.eller:
Une vie aprez la mort immortelle dans les cieux?
Je crois, et j’en doute, quoi qu’en dise le bible.
Si croire ne se pourroit, je serois trop malheureux,
et trop heureux, si douter n’était point possible.
