Wergelands virkelystne aand søgte sysselsættelse paa de forskjelligste omraader; kundskabsrig og skarpsindig udrettede han som oftest noget dygtigt, uden at han tør ha fundet det, der helt kunde fylde ham. Skjønt i visse maader en interesseret teolog, forfatter af en „Lærebog i Religionen“,[1] har han neppe følt teologien som sit egentlige kald. Det, som især har draget ham, var vel det politiske liv: som politisk taler har han kanske følt den sterkeste tilfredsstillelse. Men den vei blev hurtig stængt, og kanske selv vidende om de egenskaber, der manglede ham, gjorde han heller ikke større forsøg paa atter at opnaa en mere fremskudt stilling i den politiske kamp. Han søgte derimod anvendelse for sine kræfter paa omraader, der var lettere tilgjængelige, blev en meget studerende mand og udvidede stadig sine allerede tidlig betydelige kundskaber. Hans mangesidighed viser sig paa en merkelig maade i de „Tanker og Bekjendelser“, han udgav henimod sin død. „Bemærkninger over Religion, Moral, Politik, Statsøkonomi, Æsthetik, Sprog, ja endog Sundhed. Hist og her Ordspil — tildels flaue — ligesom i Forf.s Harald Smek (ɔ. Haldor Smek) og „Reise fra Havre de Grace“. Det Meste Strøtanker — enkelte Stykker smaae Afhandlinger. Meget synes kun Resultatet af Forf.s udbredte Læsning. Med Hensyn til Stof kan denne Bog nærmest sammenlignes med de Afhandlinger over alskens Materier, som Holberg har samlet under Titelen „Epistler“ (Paul Botten Hansen)[2].
