ordnede examen juridicum. Fogedembedet i Norge udfordrer
høist nødvendig, at en Foged ikke alene maa være en god
Regnskabsfører, men ogsaa en god Oeconom, som baade maa
kjende Jordbruget og Skovene. Fogdernes Løn i Norge, som
dem paa Amtsstuen godtgjøres, er altfor liden imod Embedets
Vigtighed. (Fogderne bør have Rang med Kammerraader).“
L. Daae.
Det har længe været hævdet af Historikerne, at de
norske Kjøbstæder har opstaaet lidt efter lidt enten af Markedspladse
eller Havne eller tillige af Fiskeleier (Munch,
Nicolaysen), som da senere Kongerne har ophjulpet ved Privilegier,
ved Bygning af Kongsgaarde og Kirker og ved
Gaderegulering. Denne Theori er optaget og videre udviklet
i Alexander Bugges Doktorafhandling, udgivet som Tillægshefte
til dette Tidsskrift. Forf. hævder her S. 4–7, at
naar de vigtigste norske Byer (Tunsberg, Bergen, Oslo, Nidaros,
Borg, Konghelle) siges at være anlagt af Kongerne,
maa det ikke forstaaes som nyere Byanlæg. Han henviser
til, at f. Ex. „før Bergen blev til, var den, véd vi, en søgt
Havn, hvor der stod Huse og Nøst“ (med Citat af Munch);
„Oslo var, som Munch har paavist, længe før Harald Haardraades
Tid en Markedsplads, hvor Romerikes og tildels Hedemarkens
Befolkning havde sine Skibsnøster og sine Pakboder“;
„Byen Konghelle var en gammel Markedsplads, hvor
Vikinger mødtes. Allerede paa Harald Graafelds Tid var
det, mener Munch, en By med Gader“ o. s. v. Jeg finder
det her nødvendigt at pege paa, at det Grundlag, hvorpaa
Munch byggede og nu senere Nicolaysen og A. Bugge fremdeles
bygger, er meget skrøbeligt eller rettere sagt ganske
svigter. Da Munch skrev (omkr. 1850), troede man endnu
paa de islandske Familiesagaer som rent historiske Kilder for
Norges Historie, medens man dog nu vel er enig om, at de
indeholder en Mængde Anakronismer, at den livlige Skildring
især af Lande udenfor Island har bragt Sagaforfatterne til
