Orden det har hørt, siges vistnok ikke; men der kan vel ei være Tvivl om, at det har været et Convent for regulære Augustiner-Kanniker. Stiftelsestiden er uvis. Skulde jeg vove en Gjetning, vilde jeg gaa lige tilbage til Biskop Erik, den senere Erkebiskop, fordi denne selv vides at have været Augustiner af streng Observants i det berømte Kloster St. Victor i Paris. Maaskee har Biskop Aamunde efter at have opgivet Bispestolen været dette Klosters Forstander.
Længere ned i Aarhundredet er dette Kloster flyttet til Utstein, der i sin Tid har været Krongods og vel altsaa er skjænket af en Konge. Det udflyttede Kloster vides med fuld Vished at have været Augustinerconvent. Den forrige Klosterkirke i Stavanger, St. Olafs, vedblev, som vi have hørt, at tilhøre de udflyttede Brødre og betjentes af nogle af disse, der altsaa stadig opholdt sig i Staden eller maaskee skiftedes til at være der.
Klostrets Historie er lidet bekjendt, og desværre er ligesaa lidt dettes, som Bispedømmets Jordebog bevaret. Hvad man hører om Utstein, angaar mest Stridigheder mellem et Par Abbeder og Biskoppen, der var denne Art af Klostres Foresatte. Den første Strid falder i nærværende Periode og udbrød 1333 mellem Biskop Erik og en Abbed af samme Navn. Den er udtømmende fortalt af Lange[1] og skal her ikke gjentages. Abbeden synes at have været en mere end almindelig brutal Mand, der mishandlede sine Medbrødre paa det værste. Han tilbragte Nætterne ved Bægeret i Selskab med en fornem ung Pige (nobilis juvencula) uden dog ligefrem at beskyldes for at staa i utilladeligt Forhold til denne, hvem han sagdes at have lært et hemmeligt Kragemaal, for at
- ↑ De norske Klostres Hist. 2 Udg. S. 379–382. Documenterne ere trykte i Dipl. Norv. IV.
