Landdistrikterne sin Betydning, og deres Indehavere bleve Sinecurister. I 1514 skjænkede Christiern II ved sin Kroning Sørbø Kirke paa Rennesø til Klosteret, men Biskop Hoskold søgte dog at tilegne sig den[1]. Om Avaldsnes erfare vi, at endnu Frederik I disponerede derover og gav en Mikkel Jude Livsbrev derpaa 1531[2].
En særegen Stilling blandt Præsteskabet indtog ogsaa de i Norge vistnok saare faa Geistlige, der stode i Tjeneste hos Høvdingclassen eller senere Adelen som Huuscapellaner. I Stavanger Stift har jeg kun fundet et eneste sikkert Exempel herpaa, nemlig Magnus Beinktssøn, der var Capellan hos Drottseten Hr. Øgmund Finnssøn og efter hans Død hos hans Enke, Fru Katharina Knutsdatter paa Hestby, og siden, da denne 1406 kaldtes til Danmark som Hovmesterinde hos Dronning Philippa, fulgte hende did. Fru Katharina var svensk, og Capellanens Navn tyder paa, at han har været hendes Landsmand. Han traadte efter Fruens Død i Dronningens Tjeneste[3]. I Jelse Sogn er der ved Gaarden Heimnes (Hebnes) et Gaardsnavn „Præstestuen“. Tænkeligt kunde det være, at Besidderne af denne Gaard, der i det trettende Aarhundrede vare fornemme Mænd, kunne have havt en senere nedlagt Høgendeskirke.
Om Geistlige af de lavere ordines vides meget lidet. De fleste af disse skjule sig i Kilderne som oftest under Betegnelsen „Klerk“. Ved enhver Messe maa forudsættes en Degn som Deltager, og lige til Nutiden ere i det mindste i adskillige Bygder paa Agdesiden Nutidens „Kirkesangere“ af Almuen benævnte „Degne“ ligesom i Danmark og ikke som paa Østlandet Klokkere. Men
