Disse vare, som vi vide, Rogaland, Agder, Valdres, Hallingdal, Eidsfjord.
Agder hører til Norges i Middelalderen mindst fremtrædende Landskaber. Peder Claussøn, selv bosat her, kalder det „en maver Egn imod de andre at regne her i Riget“[1]. Ved Slutningen af ellevte og i Begyndelsen af tolvte Aarhundrede nævnes endnu Lendermænd fra Agder, af hvilke den sidste, der kjendes, endog blev Jarl paa Orknøerne, men siden møde vi her ikke en eneste Høvding eller Ridder, ja neppe en Hirdmand eller Adelsmand. Tolga-Ætten fra Ryfylke havde dog Eiendomme paa Østre-Agder og opholdt sig der undertiden, hvorfor et bekjendt Mindesmærke om denne Æt fandtes ved Fjære Kirke. Først i det femtende Aarhundrede opstaar et adeligt Godscomplex paa Lister med Hananger som Hovedgaard, dog saa, at Besidderne en Tid lang ikke boede der.
At Østre-Agder eller det senere Nedenes Fogderi kun udgjorde tre Skibreder, tyder paa en ringere Folkemængde her end i de vestlige Districter, de senere Fogderier Midsyssel (Mandal) og Lister.
Seer man imidlertid paa den Fortegnelse over Kirkerne, som nedenfor vil blive givet, maa man indrømme, at disses Tal paa hele Agder gjennemgaaende var betydeligt. Navnlig maa Fjeldbygderne, Robyggelaget og de vestligere Dale til og med Lyngdalen siges at have været paafaldende vel forsynede med Kirker. Disse Fjeldbygders Befolkning er fremtrædende forskjellig fra de nærmere mod Søen liggende Districters. Stærkest fremtræder dette i
- ↑ Saml. Skr. 319.
