skop Alf gav i sit Testamente Tienden af Torvestad og Skaare til Tiggerklostrene i Bergen, hvad dog maaskee kun vil sige den Tiende, som maatte være forfalden ved hans Død, da han neppe har kunnet binde sine Eftermænd. Tiende skulde i Følge Erkebiskop Jons Christenret svares omtrent af alle mulige Ting, men den blev jo siden ikke i alle Dele respecteret. Peder Claussøn[1] beretter, at „mange Jordeparter ere komne under Biskopsstolen og Kirkerne for ubetalt Tiende, som med gamle Register bevises kan“. Han tilføier, at Almuen i den catholske Tid var langt villigere til at betale Tiende og overhoved til Ydelser til Kirken end efter Reformationen.
Præsterne, der i sine Sogne modtoge en Part af Tienden, der svarede til den Biskoppen over hele Stiftet tilkommende Andel, maatte selv af sine Præstegaarde svare Tiendeafgift „af al sin Sæd“; i et af Erkebiskop Eilifs Statuter, der dog maaskee kun har angaaet Erkestiftet, tilføies hertil: „baade inden Gaard og uden“ samt „af al sin rette Indkomst, som de tage af sine Mænd“[2]. For Stavanger Stift have vi et mærkeligt Document herom fra Auduns Tid 1429. Paa et almindeligt Præstemøde i Stavanger i hint Aar henlagde han nemlig til nogle Altre i Domkirken „Præstetienden (det vil aabenbart ikke sige den Tiende, som Præsterne fik af Almuen, men den, de selv ydede) af hele 21 Præstekald, under hvilke der allerede dengang maa have været flere Annexer, da f. Eks. „Undal“ nævnes som et Præstegjeld under Et[3]. Derhos havde de adskillige andre Udgifter, deriblandt Cathedraticum til Biskoppen og hyppig Pavetiende, i Baselerconciliets Tid ogsaa Afgift til dette o.s.v.
At Cathedraticum ydedes i Stiftet, sees tydeligt,
