Dette oprindelige Stavanger, hvorom der paa Haakon
Haakonssøns Tid kan være Tale, har rimeligviis været
begrændset af Bredevandet (der endnu indtil vore Dage
var meget større end nu), dettes Afløb til Østervaag (den
saakaldte „Skolebæk“) og en Linje fra Bredevandets nedre
Ende i Flugt med den nuværende underjordiske Jernbanetunnel
ned til Søen. Udenfor disse Grændser laa da
efter hverandre: St. Peders Gjerde, de saakaldte Conventsgrunde,
Kannikegjerdet, Olafsklosteret og Grimsageren[1].
Af Stavangers Bygninger har naturligviis Domkirken
havt den største Betydning. Dens Historie som
Bygverk overlader jeg til Kunsthistorikerne, og en saadan,
N. Nicolaysen, har ogsaa udførlig beskrevet den. Den
led, ligesom Byen overhovedet, meget af en Ildebrand
1272, og man søgte da at lette dens Udbedring ved en
Række Afladsbreve af norske og fremmede Biskopper, ja
endog af Paven selv, af hvilke mange, maaskee endog alle
ere bevarede. Kirkens Indre maa i Middelalderen have
- ↑ Dette er overeensstemmende med Rector Erichsens Opfatning i Brev til mig.
Samtidige Haakon Magnussøn havde bekræftet sin Bedstefaders Gave. Men jeg anseer det for temmelig klart, at det for Christiern I paaberaabte Gavebrev har været det endnu i Original bevarede fra Haakon Haakonssøn, til Askel. Noget saadant fra Haakon V existerer ikke og bliver heller ikke andensteds paaberaabt. Mine Grunde er: 1) I det existerende Brev fra Haakon IV betegnes Biskop Askels Navn kun med Forbogstavet A., og efter 200 Aars Forløb kunde dette lettelig opfattes, som om der mentes den yngre og vel i Traditionen mere erindrede Arne. 2) Af Christiern I’s Brev sees, at der i det ham forelagte Document nævnes Biskoppen, Erkedegnen og alle Chorsbrødre, hvilket ogsaa ganske stemmer med Haakon IV’s Brev, medens der paa Haakon V’s og Arnes Tid ikke fandtes nogen Erkedegn i dette Stift.
