med mange geistlige og verdslige Undergivne, især efterat et Capitel fremstod ved hans Residents.
Af overordentlig Vigtighed i Byens Historie er Kong Haakon Haakonssøns Brev til Biskop Askel (udateret, men senest udstedt i 1245)[1]. Heraf erfares, at allerede Kong Magnus Erlingssøn har skjænket „selve Byen Stavanger“ til „Gud og den hellige Svithun“, det vil altsaa sige til Biskoppen og Domkirken. Denne Gave var imidlertid senere ikke bleven respecteret, men Haakon fornyer den nu for Guds Skyld og „for sin Vens“, Biskop Askels Bøns Skyld. Han skjænker altsaa St. Svithun Byen Stavanger med alt, hvad der tilhører den indenbys og før har tilligget den fra gammel og ny Tid. Leding, Sagøre o. s. v.
Imidlertid synes heller ikke dette Gavebrev at have hindret Indgreb fra den verdslige Styrelse, og man bringes da naturlig til at tænke paa Formynderregjeringen for Erik Magnussøn. Vist er det, at Christiern I efter først i Bergen 4 Sept. 1450 at have givet Stavangers Biskop, Kapitel o. s. v. et af de almindelige Protectorier[2] lige i samme Øieblik, som han var i Begreb med at forlade Norge, med fem Rigsraaders Raad gav Bispen en ny Stadfæstelse paa Besiddelsen af Byen, dog kun paa den daværende Biskop (Gunnars) Levetid, og dertil nye Begunstigelser[3]. Det er dog vel sandsynligt, at Biskoppen herefter har beholdt Byen indtil Reformationen.
- ↑ D. N. I No. 51. Regesta Norv. I No. 388. Jeg har tidligere commenteret forskjellige Dele af dette Brev: Norsk hist. Tidsskr. 3 R. IV. 209–210 og Aarbøger for nord Oldk. og Hist. 1896. 194–195.
- ↑ D. N. IV No. 921.
- ↑ D. N. IV No. 924. Her hedder det vistnok, at Kong Haakon har undt Byen til Biskop Arne, og i saa Fald maatte man altsaa antage, hvad Lange ogsaa har gjort, at ogsaa dennes
