og Lutheri, af hvilken nu Mange desværre ere forblindede“[1].
Ved Kongesønnen Hertug Christierns (III) Besøg i Oslo 1529 undlod Hoskold ligesom Erkebiskop Olaf at møde. Han havde neppe stor Lyst til at see denne ivrigt lutherske Fyrste, endmindre til at hylde ham, og neppe er Biskoppen bleven bedrøvet ved at høre, at Hertugens paatænkte Reise til Bergen og Vinterophold der blev forpurret.
Da Vincents Lunge havde efterladt Bergenhuus med saagodt som intet Inventarium eller Forraad for Besætningen, kom Esge Bilde i Forlegenhed og henvendte sig om Høsten 1529 til Beboerne i sine Len om en „Hjelp“ (ɔ: en „frivillig“ Skat in natura). Den nye Lagmand var hans Commissionær i Stavanger og Ryfylke, men udrettede ikke meget. Biskoppen vilde først Intet yde, idet han fremlagde sine kongelige Privilegier; dog lovede han omsider et Par gode Øxne. Han klagede over haard Tid, Folk vandrede ud til „Nordlandene“, Præsterne maatte selv pløie og havde kun Bygbrød og Melk til Kost o. s. v. Kannikerne skreve til Esge, at de ikke kunde faa ind sit Tilgodehavende og neppe engang faa kjøbt til sine Fornødenheder, at deres Huse faldt dem ned over Hovedet, og at de ikke magtede at bygge dem op igjen. Hvad Almuen angaar, var den, skriver Lagmanden, lidet villig, og han fraraader at forlange mere af Bønderne, end hvad de allerede tidligere havde lovet, men endnu stode til Rest med[2].
I Begyndelsen af det følgende Aar 1530 vilde Esge Bilde istandbringe en Udrustning til Lister og forlangte Bistand af Hoskold, men denne var uvillig til at yde den.
