toge sin Kaas hjem, og de „andre Dannemænd“, der bleve staaende, sagde blot, at naar de fik see Kongen selv i Landet, skulde de give ham Gjengjerd! Dette skriver den forbitrede Vincents 31 Jan. 1526 til Erkebispen med den Bemærkning, at Bispens Vranghed var saa meget urimeligere, som han „tre Gange“ havde hjulpet denne til at tvinge Almuen i hans Len Midsyssel og Robyggelagen til Lydighed[1].
Hvad Vincents derimod tier stille med, er, at han – rimeligviis kort i Forveien – havde opbragt Biskop Hoskold ved at eftertragte Utstein Kloster, hvis ovenfor omtalte Abbed Henrik han lod gribe for at indsætte en Foged i hans Sted. Dette har Hoskold dog været Mand for at hindre. Han sees at have indsat to nye Abbeder her efter hinanden, og Klostret blev da i Brødrenes Besiddelse indtil Reformationen, men rigtignok under stor Trang og Nød. Abbeden maatte formedelst Pengeknibe sælge Gaarden Kokshuus i Stavanger By. Hertil kom ogsaa, at den lutherske Lære nu fik Indgang i Bergen, og at Vincents aabenbart har begunstiget den. Vel høre
- ↑ D. N. VII. No. 618. Cfr. IX. No. 572. I Midsyssel gik det paa den Tid uroligt til; i Slutningen af 1526 stod den mærkelige Kamp mellem den for Christiern II interesserede Sørøver Morten Pechlin og tre hanseatiske Koffardiskibe, der efter en heltemodig Kamp ødelagde Sørøveren i Nærheden af det nuværende Mandal. See herom min udførlige Fremstilling i Norsk hist. Tidsskrift 1 R. I 484–497. Bønderne i Egnen vare i Ledtog med Sørøveren. Forholdene paa Agdesiden vare overhovedet i mange Aar fortvivlede formedelst Sørøveriet. I et desværre udateret Brev til Biskoppen (D. N. XV. No. 322) klager en Præst paa Lister, Andres Laurentssøn, for Biskoppen over, at han ikke kan modtage ham (til Visitats?), fordi Kong Christierns Folk have bortrøvet al den Proviant, han havde samlet til det forventede Besøg og overhoved al hans Vinterkost, Kjød, Flesk, Smør, Brød, Fisk o. s. v. Røverne have just taget et hollandsk Skib og ligge ved Sundhaugen (Farsund).
