de Penge, han forøvrigt havde paa sig, givne til den bergenske Befalingsmand Jørgen Hansens Svende, der grebe ham, og nogen Tid efter blev Orm hængt. Nøiagtige Lister over hans Løsøre er bevarede[1]. Man seer jo, at Orm personlig har betalt sin Skat, og man kan altsaa ei med Bestemthed sige, hvori hans Forbrydelse har bestaaet; men at han netop blev hængt, tyder nærmest paa, at der har været noget i Veien med hans Oppebørsler; muligens kan det ogsaa være blevet oplyst, at han har staaet i Ledtog med dem, der reiste sig imod Skattepaalæggene. Det er ikke at undres over, at Orms Søn, Erik, allerede 1523 forlod Christiern II’s Parti og gik over til Kong Frederik, af hvem han 1523 forlenedes med Gaarden Thjore i Nærheden af Stavanger[2].
Ogsaa Geistligheden maatte finde sig i Udredsler i 1519. Biskopperne fik først Paalæg om at stille en Troppecontingent, Erkebispen hele 150 Mand, Bispen af Oslo 80, af Bergen 60 og af Stavanger og Hamar, de to fattigste Bispedømmer, hver 40 Mand. Dette forandredes dog til en Pengeskat, for Erkebispen 9000 Mark og for de øvrige mindre, dog i sig selv store Beløb[3]. Udredelsen af Skatten har faldt Hoskold tung. 1521, 25 Juli, sender han Kongen noget Sølv, „agtet til“ 100 Lod Sølv, og 40 rhinske Gylden, og beklager sig høilig over den usle Forfatning, hvori „denne fattige Stift og Torp“ (ɔ: Stavanger By) befinder sig. Der har været en „svar Pestilents“, hvoraf Mange ere døde, og mange før beboede Gaarde ligge øde, saa at Indtægterne ere smaa. Han
