vare paa sin Reise til Danmark komne til Stiftet og Abbeden paastod siden, at Biskop Hoskold havde viist sig uvenlig og afvisende mod disse, men at han selv havde antaget sig dem og personlig ledsaget dem lige til Kjøbenhavn. Striden ligner ellers i høi Grad den forrige i 14de Aarhundrede mellem Biskop Erik II og Abbeden af samme Navn, og den synes ikke at gjøre hverken Hoskold eller hans Uven megen Ære. Dens endelige Udfald kjendes ikke; men den synes trods Beskikkelse af Dommere at have vedvaret i et halvt Snees Aar og ikke at være endt før ved Abbedens Død eller Fratrædelse. Enkelte Momenter af denne Sag skulle senere benyttes.
Som det øvrige Norge blev ogsaa Vestlandet under Christiern II beskattet langt haardere og hensynsløsere end under de foregaaende Unionskonger. Allerede Kroningen har fremkaldt Paalæg, og saa kom i Anledning af Kongens Giftermaal 1515 en „Dronningskat“, hvoraf der endnu stod meget til Rest i 1518[1]. Værst bleve dog Skatterne til den sidste Krig mod Sverige (1519), hvilket allerede ovenfor er berørt. Her forlangtes Tiendedelen af Undersaatternes saavel rørlige som urørlige Gods’s Værdi. Det gik langsomt med Inddrivningen[2], og paa Vestlandet udbrød flere Opløb, der minde noget om de bekjendte Strilekrige i det attende Aarhundrede. I Bergens Stift fandt saadanne Sted ved Bjelkerøen i Sund og i Folkesbygden (Hafslo) i Sogn[3]. Men ogsaa Almuen i Ryfylke (hvorved der er at forstaa hele det nuværende Stavanger Amt) viste sig opsætsig, og Almuen drev her en af Skatteopkræ-
