Erkepræst i Oslo, og Alf, ligeledes tidligere Kannik i Oslo og en Tid Provst i Bergen, og denne igjen af Eilif fra Thoten. Det vil sige, at af elleve Biskopper have ti været fremmede. I Henseende til Herkomst, da har, for at bortsee fra de første, lidet bekjendte Biskopper, Askel vistnok været den eneste i den hele Række, der har tilhørt Landets høie Aristokratie. Om de fleste veed man end ikke, hvem deres Fader har været, selv om dennes Døbenavn er bevaret. Audun har vel hørt til en mindre Hirdmandsæt. Alf og Eilif tilhørte sikkert den lavere norske Adel.
I en Henseende havde Stiftet været heldigt; thi som gjennemgaaende Regel havde dets Biskopper været indfødte Nordmænd. Man har her ingen Nils Rusare, ingen Kalteisen, ingen Arnt Klementssøn, ingen Justiniani, ingen Jens eller Anders Muus.
Den sidste Stavangerbiskop var ogsaa Nordmand og det, som der er Grund til at tro, en Stiftets Søn, forøvrigt en ubetydelig Personlighed, der afmægtig og raadvild har ladet sig føre med af Begivenhedernes Strøm og tilsidst bukket under for den nye Tid. Men Kilderne til hans Historie ere rigere end til nogen af hans Forgjængeres, og da hans Regjeringstid falder i en mærkelig Overgangsperiode, kommer den ikke til at savne Interesse, skjønt den ganske vist ikke frembyder glædelige Minder.
Hoskold Hoskoldssøn nævnes første Gang i Rostock, hvor han indskreves i August 1491 og 1493 erhvervede Magistergraden[1]. I 1512 var han Archidiaconus i Stavanger[2], hvilken Værdighed nu efter over to Aarhun-
