Den blodige Skat, som Christiern II udpressede i Anledning af sit sidste store Krigstog mod Sverige, satte, som siden nærmere skal fortælles, ondt Blod paa Vestlandet. Der fandt flere Opløb Sted baade i Bergens og Stavangers Stifter. I et eller flere af disse var Jon Eilifssøn „af Ryfylke“, hvor han altsaa maa have havt Bolig, indviklet, men Sammenhængen er dunkel[1]. Vist er det, at han blev greben, rimeligviis i Slutningen af 1519[2], og siden aflivet (hængt?) i Bergen, hvorefter hans Gods, deriblandt ogsaa hans Halvpart af Evje, blev confiskeret[3].
Seer man tilbage paa Rækken af de Biskopper, vi ovenfor have omtalt, vil man bemærke, at disse i meget lange Tider sjelden eller aldrig havde hørt hjemme i Stiftet, hvilket sikkert nok er et Vidnesbyrd om, at Capitlets Valgret tidt har været mere et Skin end en Virkelighed, og at Kannikerne jevnlig have paa et Vink af Kongemagten maattet give sin Stemme til fremmede og dem ubekjendte Personer. Guttorm, den sidste Biskop, der regjerede før Mandedøden, var fra Kannik i Hamar gjennem Apostelkirkens Provsti kommet til Stavanger Bispestol, Eftermanden Sigfrid var en af Paven begunstiget Svenske, Gyrd var fra Oslo Stift, Botolf fra Bergens Stift (skjønt vistnok Sinecure-Kannik i Stavanger), Olafs Fortid er ubekjendt, men han hørte sikkert ikke hjemme i Stiftet, Haakon II var en Thrønder, Audun fra Oslo Stift. Saa kommer som en Undtagelse Gunnar, der virkelig udgik af Stavanger Capitel, men han efterfølges af Sigurd,
