var sprængt, havde nemlig Pavemagten straks paanyt tiltaget sig at raade over Bispestolenes Besættelse og at indkræve de forrige Afgifter, hver Gang en saadan var ledig, og Sigurd, der selv ikke drog til Rom, fik sin Obligation ordnet ved to for ham fremmødte Kanniker fra Stavanger 20 Mai s. A. Man har ellers en Beretning om, at (en dansk Mand) Jens Steffensen Krabbe, Kannik i Nidaros og i sin Tid norsk Udsending til Basel, engang skulde have været „bestemt til Biskop i Stavanger, men fortrængt ved pavelig Provision“; senere blev denne Mand virkelig (i 1462) Biskop i Skaalholt og kaldte sig som saadan tillige prælatus ecclesiae Stavangriensis. Men denne Beretning[1] maa idetmindste for en væsentlig Deel være urigtig.
Den nye Biskop Sigurd vides altsaa med Vished, da han opnaaede sin Værdighed, at have været Erkepræst i Oslo, men iøvrigt bliver hans Fortid noget uklar derved, at der i Oslo Kapitel i lang Tid samtidig vare to Kanniker af samme Navn, Sigurd Bjørnsøn[2]. Begge nævnes i et og samme Document (8 August 1448 D. N. V. No. 754) som Kanniker i Oslo, den ene, der har Ancienneteten, tillige som Præst i Tune, den anden tillige sonr Præst paa Haug (Eker). Tune-Kanniken var uden Tvivl den Sigvardus Beronis, can. Asloensis, der 1426 var til-
- ↑ Finn Joh. Hist. eccl. Isl. II. 482–83. Espolin, Árbækur II. 60. Noget „Prælatur“ vides ikke ved den Tid at have existeret i Stavanger.
- ↑ Derhos var der samtidig en tredie (?) høi Geistlig Sigurd eller Sigvard Bjørnssøn, der i Juni 1440 i et Brev til Kong Erik kaldes Provst i Bergen „paa Kongens Trøst“ (Jahn Danm. Hist. under Unionskongerne S. 518) og derpaa deeltog i et mislykket Gesandtskab til Kongen, der da opholdt sig paa Gotland. „Paa Kongens Trøst“ vil sige: ansat af Rigsraadets eller Drotseten Sigurd Jonssøn.
