Fuldmægtig[1]. Sandsynligviis er han den samme Gunnar Erikssøn, der 1431 var Sognepræst til Hauskeid paa Rennesø[2].
Gunnar har som Rigsraad deeltaget i flere mærkelige Forhandlinger. Han var vistnok i Kjøbenhavn 1447, da han fik et Protectorium[3]. I Thronstriden efter Kong Christophers Død synes han at have holdt sig tilbage, men var med i Throndhjem ved Kroningen 1450 og derefter ved Afslutningen af Foreningen med Danmark i Bergen s. A. Christiern I gav ham derefter forskjellige Begunstigelser, bl. A. Fornyelseslove for Domkirkens Rettigheder til Stavanger By m. m.[4]. Der haves nogle Vidnesbyrd om, at han for sin private Regning har erhvervet adskilligt Jordegods, bl. A. paa Rennesø[5]. En „Frænde“ af ham, Gunbjørn Arnsteinssøn, var Lagrettesmand i Ryfylke, hvoraf sluttes, at ogsaa Biskoppen selv har hørt hjemme i Egnen[6].
Gunnar maa rimeligviis være død 1453. Ved et Møde i Bergen 15 Oct. 1453 nævnes (under Forhandlingerne om Henrik Kalteisens Resignation fra Erkebispedømmet) som udvalgt Biskop til Stavanger Sigvardus, og 13 Mai 1459 providerede Pave Nicolaus V denne Mand, Sigurd Bjørnssøn, Erkepræst i Oslo, til Biskop. Det bemærkes udtrykkelig, at han har været canonisk valgt, og det tilføies, at Provisionen gaves efter Forestilling af Cardinalen af St. Angelo[7], med hvem Christiern I vides ogsaa ellers at have staaet i Forbindelse[8]. Efterat Baselerconciliet
