ham reserveret. Den ovennævnte Audun blev saa (fraværende) af Paven udnævnt den 14de Juni 1426. Samme Dag udstedtes der et Brev til ham, hvorved det blev ham tilladt – uden at dette dog for Fremtiden skulde være til Præjudits for Erkebispen af Nidaros – at lade sig indvie af hvilken „catholsk“ Biskop, som han selv maatte foretrække, naar blot denne var i Forbindelse med og i Naade hos det apostoliske Sæde, og saa at to eller tre Biskopper af samme Egenskaber skulde assistere ved Acten[1]. Den ovennævnte Præpositus fra Upsala udstedte paa Auduns Vegne Obligation for de sædvanlige Afgifter og Sportler den 1ste Juli 1426. Om Audun forøvrigt nogensinde kom til at indfrie Forpligtelserne, tør maaskee være uvist, da Kvitteringer ikke kjendes og desuden Baselerconciliet, der sammentraadte 1431, afskaffede disse Sportler og besluttede, at Biskopper herefter skulde succedere paa gammel canonisk Maade ved Valg af Capitlet og Bekræftelse af Erkebispen uden pavelig Indblanding og Udpresning. Dette bevirkede da en heel eller deelvis Afbrydelse af Forholdet til Rom i omtrent en halv Menneskealder.
Om Biskop Haakon, der vel neppe ret længe har overlevet sin Resignation, haves ingen senere Efterretning[2].
