Stiftet maatte overdrages til Audun (hans senere Eftermand). Paven udstedte i den Anledning en Skrivelse til Biskoppen af Bergen (Aslak Bolt) og Abbederne i Munkeliv (Stein) samt Utstein (vistnok Erlend) om at undersøge Forholdene og, om de fandt det tjenligt, at indsætte Audun som Coadjutor efter først at have modtaget hans Ed. Coadjutoren skulde vises skyldig Lydighed saavel af Cleresiet som af stiftets „Vasaller“ (undergivne Tjenere af verdslig Stand), men han skulde ikke have Ret til at afhænde Noget af Domkirkens faste Eiendomme eller rørlige Gods og gjøre Cleresiet Regnskab for sin Bestyrelse. Denne maa, da der ei er Tale om at give Audun biskoppelig Vielse, vel nærmest have indskrænket sig til Bispestolens verdslige Anliggender. Der skulde tilkomme Audun passende Underholdning (subsidium moderatum) af Domkirkens Midler. Biskop Haakon omtales som saare svag paa Legem og Sjel (senio contractus, viribus sui corporis destitutus, sensuum et memoriæ usu privatus)[1].
Ret længe varede det ikke, inden Haakon fuldstændig resignerede. I det følgende Aar afstod han nemlig ved sine Befuldmægtigede i Rom (procuratores) Olaus Laurentii, Præpositus i Upsala, og Magnus Nicolai, Kannik i Stavanger[2], „fri og utvungen“ sit Bispedømme i en dertil af Paven bemyndiget Cardinals Hænder. Da saaledes Bispestolen var bleven ledig ved Curien, fulgte det af sig selv, at der ikke kunde være Tale om noget Andet end Provision, og i et saadant Tilfælde behøvede Paven ikke engang at foregive, at Besættelsen paa Forhaand var
