Prædikebroder fra Linkøping Stift ved Navn Sigfrid. Denne forstod nu at trænge sig frem og skaffede sig 30 Mai 1351 pavelig Udnævnelse til Stavangers Stift[1]. Herved blev Bispestolen for bestandig beheftet med en Afgift til det pavelige Kammer og Cardinalcollegiet, og denne blev endog sat ganske urimelig høit, nemlig til 250 Guldgylden foruden mindre Sportler til Kammerets og Cardinalcollegiets underordnede Personale. En saadan Afgift var hos os hidtil kun bleven krævet af Erkebisperne, der jo altid maatte søge sit Pallium direkte fra Curien. Naar man nu erfarer, at Bergens Bispestol, der senere blev „taxeret“, slap med 33⅓ (siden 66⅔) Gylden, vil man see, at Stavanger Stift blev høit beskattet. I Virkeligheden havde nemlig Bergens Bispestol udentvivl allermindst ligesaa store Indtægter som Stavangers[2]. Det Værste var imidlertid, at fra nu af blev Capitlernes Valgret endnu mere end hidtil nærmest et Skin; thi efterat det blev Skik, at Bekræftelse ogsaa paa Suffraganbiskoppens Valg skulde søges ved Curien, kunde Kongemagten let gjennem Henvendelse til Paven, der kun saa paa Pengene, drive sin Candidat igjennem og altsaa øve et endnu stærkere Tryk paa Capitlerne end før[3].
- ↑ D. N. VI No. 202.
- ↑ I 1345 havde Erkebiskoppen og hans Suffraganbiskopper ved given Anledning udlignet Bidrag til en fælles optræden saaledes, at Erkestolen og Oslo Stift skulde betale 6 librae, Hamars 3 og de øvrige stifter i Kirkeprovindsen 4. D. N. IV No. 293. Af Afgifterne til Rom kan derimod Intet sluttes om Bispestolenes indbyrdes Række i Henseende til Indtægter, Noget, hvorpaa jeg forlængst har gjort opmærksom, see Bang d. n. K. Hist. under Catholicismen 175.
- ↑ Om de herefter til Curien af tiltrædende Biskopper erlagte Sportler see G. Storm: Afgifter af den norske Kirkeprovinds (Univ. Festskrift til K. Oscars Jubilæum, II).
