Ofre. Vi erfare imidlertid Intet nærmere herom og vide kun, at Kannikerne i den afdøde Biskops Sted udvalgte Arne Aslakssøn, der nævnes i 1342 som Kongens Klerk[1] og siden 1345 havde indtaget den høie Stilling som Provst ved Mariakirken i Oslo og Kantsler, men kun var Diacon af Vielse. Han havde ogsaa et Canonicat i Stavanger, og det tør derfor være muligt, at han hørte hjemme der. I min Formodning herom bestyrkes jeg derved, at der ved Mandedøden paa een Gang vare blevne flere Bispestole ledige, og at Kongens Cantsler, som vel har kunnet vælge mellem flere af disse, har grebet efter Stavangers. Arne var imidlertid uægte født og maatte derfor søge pavelig Dispensation for sin defectus natalium. Han reiste derfor personlig til Avignon, men døde der. Embedet var altsaa, som det kaldtes, blevet „ledigt ved Curien“, og i saadanne Tilfælde havde Paverne allerede i det foregaaende Aarhundrede forbeholdt sig selv at besætte ethvert geistligt Embede umiddelbart ved „Provision“ uden at tage Hensyn til Kannikernes Valgret. Dette blev en skjæbnesvanger Begivenhed for Stavanger Stift. Hidtil havde dette nydt den store Lykke, at den pavelige Curie aldrig havde faaet Anledning til at gribe ind ved Bispestolens Besættelse, men nu havde Paven fundet en saadan, hvilket man da fik mærke. Mellem de Poenitentiarier, blandt hvilke der af Hensyn til de Bodfærdige fra alle Lande, der strømmede sammen til Pavesædet, fandtes Geistlige af flere Nationaliteter, deriblandt ogsaa (siden 1329) en for de tre nordiske Riger („Dacia“)[2], var der just nu i Avignon en svensk
