Stavanger af en Ridder, Hr. Halvard af Haarde (Sandeid Sogn). Drabsmanden, der forøvrigt ikke havde villet dræbe ham, men en anden Mand, tog for at undgaa den Dræbtes Søns, Isaaks, Hævn, sin Tilflugt til St. Svithuns Kirke, men Isaak lod ham trække ud af Kirken og paa egen Haand halshugge, hvorfor han straffedes med Landsforvisning[1], fra hvilken han dog snart fik Lov at vende tilbage.
Eftermanden var Ketil (1304–1317), undertiden kaldet Ketil de Agadum, hvilket maaskee vil sige, at han hørte hjemme paa Agder. Senest 1296 var han bleven Kannik[2]. I 1298 havde Ketil maattet tage sin Tilflugt til Paven i Anledning af, at en Præst i Stavanger, Arne med Tilnavnet cuculla, havde beskyldt ham for Falskneri og truede ham saaledes, at Ketil frygtede for at møde ham i Stavanger By og Stift, hvorfor Abbeden af Munkeliv fik Pavens Befaling til at stevne Parterne for sig og afsige en inappellabel Dom dem imellem[3]. Den 1 Mai 1304 blev Ketil i Bergen af to Kanniker fra Stavanger, Jon Bessessøn og Hugo Willelmi, i tre høitstaaende Mænds Nærværelse forestillet for Erkebiskop Jørund som af Capitlet udvalgt Biskop for at bekræftes[4]. Som Biskop finde vi Ketil ved Provincialconcilier i Oslo 1306 og Bergen 1309, ligesom han i 1309 deeltog i Fredsforhandlingerne i Kjøbenhavn.
Eftermanden blev Haakon (I) (1318–1322), der sikkert maa være den Haakon Haldorssøn, der forekommer mellem Kannikerne maaskee allerede 1306 og i ethvert Fald fra 1309 af. Han havde i det førstnævnte Aar en
