De ved Olaf Kyrres Tid fremstaaede norske Bispedømmer med bestemte Grændser vare tre i Tallet, og Lovomraaderne vare lagte til Grund for Inddelingen. Gulathingslovens Omraade fik sin Biskop i Selje, siden i Bergen. Allerede under Sigurd Jorsalfarer er det store Vestlandsstift delt i to, af hvilke det sydligere fik Stavanger til Bisperesidents. Under den nye Bispestol henlagdes Ryfylke (i oprindelig Betydning), samt Egdafylker altsaa de nuværende Stavangers, Lister og Mandals samt Nedenes Amter og dertil Valders og Hallingdal, der skjønt beliggende paa den sydøstlige Side af Fjeldet have vestlandsk Befolkning og fulgte Gulathingets Lov. Hertil kom ogsaa, uvist fra hvilken Tid, Eidsfjords Sogn i Hardanger som en Station for Biskoppen paa hans Reiser til Valders og Hallingdal. Stavanger var vistnok et naturligt Centrum for Ryfylke, men laa ingenlunde i Midtpunktet af et Stift, der skulde strække sig østover lige til Rygjarbit, ja endog omfatte Valders og Hallingdal. Hvad disse to sidste Bygder angaar, fristes man til at tro, at Biskoppen i det store Gulathingsstift ved Delingen har ønsket at være dem kvit og derfor har bevirket dem henlagte under Stavanger. Paa lignende Maade tør det være gaaet til, naar senere ved Oslo Stifts Deling Numedal og Øvre Thelemarken henlagdes under Hamar, nemlig vistnok fordi Oslobispen satte mindre Priis paa disse afsides Egne og mindst vel paa Øvre Thelemarken, hvor det ei havde lykkedes at faa Tienden indført.
