frembyder blot en Mekanisme brugbar som Redskab for den almindelige Stemmeret.
Jeg gaar nu over til en anden Eiendommelighed ved Forfatningen, den at Embedsmænd er valgbare til Nationalforsamlingen. Dette var en Nødvendighed, fordi Embedsstanden i 1814 og længe efter var saagodtsom den eneste dannede Klasse i Norge. For imidlertid at sætte dem i en taalelig uafhængig Stilling, var det nødvendigt at bestemme, at de ikke skulde kunne afsættes uden Lov og Dom – en mindre heldig Bestemmelse fra administrativt Synspunkt, som jeg har hørt Grev Wedel bemærke. Der kan være mange uheldige offentlige Funktionærer, der ikke begaa noget, som en Domstol kan straffe med Afskedigelse.
En anden Særegenhed ved Grundloven var den Bestemmelse, at Repræsentanterne blot kunde vælges for det Distrikt, hvor de hørte hjemme. Dette havde sine to Sider. Det kunde ofte hænde, at ingen fuldt brugbar Kandidat fandtes inden et Distrikt, medens en mere habil kunde findes et andet Sted. Paa den anden Side er Landet derved næsten gaaet fri for et stort Onde. Tilværelsen af en Klasse Levebrødspolitikere. Afskaf denne Lov og det indirekte Valgsystem, og man vil faa et Storting fyldt med Blad-Redaktører, som vil love deres uvidende Læsere Guld og grønne Skove, naar blot deres politiske Recept bliver fulgt.
Under det konstitutionelle Livs Udvikling i Norge, kom Mænd af Gaardbrugerklassen, som Fauchald, Ueland o. fl., efterhaanden frem i første Række. Dette var noget, som man alene kunde glæde sig over. Det er at beklage, at Handelsstanden idethele har holdt sig tilbage fra det parlamentariske Liv. Den kunde tilføre det Indsigt i forskjellige Retninger, og nu for Tiden, tror jeg, desuden ogsaa Dannelsens Overlegenhed.
