i indeværende Aar.» I 34 Aar var jeg ogsaa Direktør for Brand- og Livsforsikringsselskabet „The Sun“, hvis førstnævnte Afdeling længe var den største i sit Slags i England. Resten af min Tid siden 1830, da jeg giftede mig, har været udfyldt af en Landgodsbesidders Pligter, hvilke i England optage eller kan optage en hel Del Tid.
Jeg gaar derefter over til at meddele, hvorledes jeg kom til at stifte personligt Bekjendtskab med Norge. Fra mine tidligste Aar hørte jeg min Fader tale om Norge. Han havde været der to Gange mellem 1780 og 90. Fra Tid til anden havde flere Nordmænd, hvoriblandt Statsraad Rosenkrantz, Carsten Anker og Marcus Pløen, besøgt os i Bromley, men i 1814 fandt en særlig mærkelig Begivenhed Sted. Af Prins Christian Frederik var Carsten Anker bleven sendt som hans Gesandt til den engelske Regjering. Han blev ikke diplomatisk modtaget og var derfor ikke fritaget for Arrest. Nu traf det sig, at han, foruden en Gjeld paa over 2000 i til min Fader, som han sagdes at have betalt til den danske Stat, efterkommende det af den danske Regjering udstedte Dekret om Konfiskation af engelske Undersaatters Eiendom, skyldte en Mand ved Navn Atkinson henved 14,000 £. Af denne Mand blev han belagt med Arrest, og nu var Spørgsmaalet, om det lod sig gjøre at skaffe ham løs.
Ved denne Tid var der to norske Herrer i England, der var vore gode Venner, Jørgen og Broder Knudtzon fra Throndhjem. De var meget ivrige Patrioter og stærkt antisvensk sindede. Min Fader og jeg delte dette Standpunkt. Det stred imod vore politiske Sympathier, at et Folk uden sit Samtykke skulde overdrages til en fiendtlig Magt. Følgen af alt dette var, at min Fader gik i Borgen for Carsten Anker og senere fik sluttet et Forlig om Fordringens Betaling med 7000 £, for hvilken
