sig elsket af et folk, at man udhungrer det. Sig ham, at det norske folk aldrig vil lade sig undertrykke og aldrig vil tillade, at man disponerer over det sådan, som man har gjort. Hvis kongen var fremkommen med forslag, havde man kunnet drøfte disse. Jeg forlangte pas for grev Schmettow; man har negtet mig dette.“ (Her tabte prinsen tråden i sin tale og fortsatte i afbrudte ord:) „Vi vil leve som gode naboer med Sverige. Vi ere i fred med alle nationer, som ville respektere vore rettigheder.“
Jeg: „Det går ikke an for mig at meddele kongen, min herre, Deres højheds betragtninger. I henseende til politik kan jeg kun modtage hans ordrer og ikke gøre ham formaninger. Jeg gentager min anmodning om at måtte rejse på øjeblikket.“
Prinsen: „Men De havde lovet at spise middag hos mig.“
Jeg: „Efter hvad der nu er foregået, må Deres højhed behage at forstå, at dette er mig umuligt.“
Jeg gik da bort, ledsaget af general Haxthausen og af staldmester Kaas, der udfoldede hele sin veltalenhed for at overtale mig til at blive til middag. Efter at man havde gjort flere frugtesløse forsøg på at bestemme mig dertil, vendte jeg tilbage til mit logis. Men neppe var jeg trådt ind der, før man meldte mig en af prinsens adjutanter, kammerjunker Mansbach, der sagde, at han havde fået ordre til at ledsage mig på vejen for at drage omsorg for, at jeg ikke under rejsen skulde mangle noget. Vi afrejste fra Kristiania kl. 7 om aftenen og ankom til Svinesund efter en rejse af nitten timer, uden at der på vejen hændte os noget, som fortjener at blive indberettet.
Den tone, som er den herskende i Norge, synes at tilkendegive en stor uvilje mod de Danske, på en sådan måde, at man kan betragte det bånd, som tidligere fandtes mellem de to nationer, som brudt for stedse. Det lavere folk viser intet nag mod Svenskerne; stemningen hos de andre klasser er ialfald ikke mindre velvillig, dog med undtagelse af prinsens kreaturer. Den uvidenhed, hvori man befinder sig med hensyn til fredsvilkårene og alt, som foregår i udenverdenen, har gjort det let for denne prins at vildlede stemningen og ophidse et folk, der er stolt og skinsygt over sin frihed, ved at forespejle det et skinbillede af uafhængighed, hvormed han har forstået at smigre deres
