ders optræder hos Haakon Jarl[1], der ingen Magt havde paa Oplandene;
derfor skilles endnu i Sverres Saga udtrykkelig mellem Valders
og „Oplandene“.[2]
Der er saaledes fuld Grund til at betragte dette Are Einarssøns Fylkestal som et autentisk Dokument for den ældre Fylkesinddeling, saaledes som den bestod indtil Midten af 12te Aarhundrede. De da gjorte Forandringer maa have været betydelige, og vi tror, at den Fylkesinddeling paa Oplandene, som Historia Norvegiæ frembyder, har en tydelig Sammenhæng hermed, men forbeholder os senere at begrunde denne Mening.
G. S.
Blandt de mange Undere, Norge i Udlændingers Øine har indehavt,
har i andre Tider ogsaa hørt den forstenende Kraft, som tilskreves
en Kilde eller Myr i Landet. Sagnet herom har til forskjellige
Tider lydt forskjelligt og har i flere Former naaet udenlands. Mest
nøgternt forekommer Sagnet i „Historia Norvegiæ“, der fortæller, at
paa en Gaard (villa) paa Søndmøre bliver Stokke og afhugne Grene
forvandlede til Sten, hvis de ligger i Jorden et helt Aar; men denne
Sagnform har vel ikke været mirakuløs nok til at vække Opsigt,
Sagnet forsvandt ligesom dets Kilde „Historia Norvegiæ“ og er først
kommet frem igjen i vor Tid. Omtrent lige saa tidligt er Sagnet
naaet udenlands og optegnet. Giraldus Cambrensis, der skrev sin „irske
Topografi“ Aar 1187, beretter her først om en Kilde i Ulster, at naar
Træ lægges i denne, bliver det efter 7 Aars Forløb paa Grund af
Kulde til Sten; derpaa beretter han, at i Norge er der en lignende
Kilde, men som paa Grund af den større Kulde har stærkere Kraft:
