søn, han har skrevet kort efter Kong Eysteins Død, han har overalt søgt de bedste Hjemmelsmænd, og han pleier netop bestandig at nævne disse; dette Fylkestal har isaafald udgjort en Del af hans ældre Islendingabok, som indeholdt blandt andet en kort Norgeshistorie. Fra Islendingabok er Fylkestallet gaaet over i andre geografisk-historiske Skrifter og har i to Udgaver spredt sig til Annalerne, en kortere til Hauks Annaler og en længere til et med Hauks Annaler meget beslægtet Annalhaandskrift, som naaede til 1350 og i Norge blev benyttet af Peder Claussøn. Forskjellen mellem begge Udgaver er kun, at Hauks Række begynder søndenfra og efter de nordlige tager de oplandske Fylker, medens Peder Claussøn begynder nordenfra og saaledes (naturligt) efter de vikske tager de oplandske Fylker, at Peder Claussøn ved en Del af Fylkerne – kun de vestenfjeldske samt Eynafylke – nævner deres Hoveddele samt tilføier Rigets Hoveddele: Þrándheimr, Vík og Upplönd (de vestenfjeldske Fylker synes ikke at have havt noget Fællesnavn).
Gaar man ind paa denne Hypothese, vil man faa et sikrere Udgangspunkt for Norges Fylkesinddeling og kunne fremstille denne saaledes, som den var til en given historisk Tid (ca. 1120). Navnlig vil vi hævde, at Inddelingen paa Østlandet – som har været mest betvivlet – derved bliver sikker: ved Aar 1120 bestod Viken af 3 Fylker (Vestfold, Vingulmark, Rænafylke) og Oplandene af 4 (Raumarike, Ringerike, Hedemarken og Gudbrandsdalene). Og dette synes at have været det oprindelige Forhold, idet disse Fylker var de ældre Kongeriger, medens de øvrige Landskaber enten er Tilliggelser til Fylkerne (Grenland til Vestfold, Solør til Raumarike, Thoten og Hadeland til Hedemarken) eller endog først senere bebyggede (Østerdalen). Østlandets ældre Historie bekræfter dette. Efter Snorre herskede Gudrød Bjørnssøn over Vestfold, men en Del af dette Rige var dog Grenland, hvor hans Søn blev opdraget[1]. Senere siges, at Harald Grenske blev Konge over Vingulmark, Vestfold og Agder; dette Rige vilde ikke blive sammenhængende, hvis ikke Grenland regnedes til Vestfold. Det eneste usikre i Vikens Forhold maatte være Grænserne mellem Vingulmark og det søndenfor liggende Fylke. I det 12te Aarhundrede, da Tune var Hovedkirke i søndre Vingul-
- ↑ Hskr. 289.
